Bæredygtighed

Fra modstander til medejer

Rapporten undersøger, hvordan danskernes opbakning til udbygningen af vedvarende energi­ kan styrkes gennem lokalt medejerskab. Selvom der generelt er stor opbakning til grøn energi­, opstår modstanden ofte, når lokalsamfund oplever manglende indflydelse og ikke får del i værdiskabelsen. Rapporten argumenterer derfor for nye modeller, hvor borgere og lokale aktører bliver aktive deltagere frem for modstandere. Med inspiration fra den danske andelstradition præsenteres forskellige former for lokalt ejerskab, herunder energi­fællesskaber og lokale andele i energi­projekter. Målet er at skabe en grøn omstilling med større lokal forankring, demokrati og udvikling i landdistrikterne.

150 150 Viden om landet

Når varmepumper bliver hverdag: Komfort, prakisser og grøn omstilling i danske husholdninger

Rapporten undersøger, hvordan husholdninger oplever køb, installation og brug af luft-til-vand-varmepumper. Baseret på kvalitative interviews viser den, at varmepumper generelt opleves som en komfortabel og stabil opvarmningsløsning, men at oplevelsen afhænger af boligens stand og beboernes tilpasning til teknologien. Overgangen kræver en læringsperiode, hvor brugerne finder de rette indstillinger, og styringen bliver ofte samlet hos én person­ i husstanden. Rapporten viser samtidig, at varmepumper ikke kun handler om energi­effektivitet, men også om hverdagspraksisser, æstetik, økonomi og relationer til naboer. Teknologien bør derfor forstås som en del af det sociale og materielle hverdagsliv frem for blot en teknisk energi­løsning.

150 150 Viden om landet

Green Energy Meets Blue Food – Sustainable Coexistence in Nordic Seas​

Projektet har gennem to års forskning (2024-2026) undersøgt, hvordan de nordiske lande kan håndtere komplekse styringsudforinger ved fordelingen af havarealer i forhold til sameksistens af vindenergi­ og fiskeri. På baggrund af litteraturstudier, seks casestudier i Norden og Skotland samt inddragelse af interessenter, viser rapporten, at en langsigtet bæredygtig sameksistens afhænger af mange forskellige faktorer. Herunder viser resultatet af undersøgelsen, at en effektiv forvaltning ikke kun lykkedes ved tekniske løsninger, men mere af samarbejde, sammenhængende politik, tillid mellem sektorer og en tidlig inddragelse af interessenter.

150 150 Viden om landet

Grøn Strøm – Anbefalinger til planlægning for arealer til vedvarende energi­anlæg

Rapporten peger på, at den grønne omstilling kræver en markant udbygning af vedvarende energi­, ny energi­infrastruktur og tæt koordinering mellem stat, regioner og kommuner. Plan22+ har gennem et toårigt netværk styrket kommunernes kompetencer inden for planlægning af vedvarende energi­ gennem videndeling og erfaringsudveksling. Projektet viser, at kommunerne spiller en central rolle i at omsætte nationale klimamål til lokale løsninger, men at planlægningen samtidig udfordres af komplekse lovkrav og mange involverede aktører. Rapporten understreger derfor behovet for fælles strategier, mere viden og bedre samarbejde og fremsætter anbefalinger til både kommunernes planlægning og andre myndigheder med fokus på strategisk energi­planlægning, kommuneplanlægning og lokal inddragelse.

150 150 Viden om landet

Vedvarende energi­projekter som løftestang for landdistrikts­udvikling

Rapporten undersøger, hvorfor den nationale vedvarende energi­-udrulning og grønne omstilling er præget af udfordringer og barrierer. Gennem tre caseområder med forskellige typer af VE-anlæg og i forskellige dele af landet, peger forfatterne på centrale problematikker. Rapporten belyser, at udviklingen på den ene side drives af nationale og internationale klimamål og markedslogikken med fokus på hastighed, effektivitet og kapacitetsopbygning. På den anden side placeres VE-projekterne i konkrete lokale kontekster, hvor de møder andre realiteter, forventninger og værdier. Ifølge rapporten kan VE-projekter samlet set fungere som en løftestang for landdistrikts­udvikling, men dette kræver, at projektet planlægges, forankres, organiseres og kobles til lokale udviklings­strategier, erhvervsmuligheder og samarbejder. Det kræver således en helhedsorienteret tilgang for at energi­udrulningen og den grønne omstilling kan bidrage til nationale klimamål og en bæredygtig udvikling af landdistrikterne.

150 150 Viden om landet

Translating National Energy Vision into Local Scenarios

Artiklen udvikler en metode til at oversætte et nationalt, fuldt dekarboniseret energi­scenarie til et konkret, lokalt scenarie for en dansk kommune. Med Randers som case viser forfatterne, hvordan nationale målsætninger – herunder Smart Energy System-tilgangen – kan nedskaleres gennem fire trin: etablering af et lokalt energi­system, justering efter nationale antagelser, opbygning af et fremtidsscenarie for 2045 og analyse af lokale geografiske potentialer. Resultaterne viser, at Randers kan integrere sig i den nationale omstilling via markant udbygning af sol- og vindenergi­ samt effektiv brug af biomasse, dog med potentielle lokale ressourcebegrænsninger. Kombinationen af energi­modeller (EnergyPLAN) og geografiske analyser (GIS) gør det muligt at vurdere realistiske lokale tiltag. Artiklen konkluderer, at kommuner kan opnå en koordineret grøn omstilling, hvis lokale planer udvikles i tæt relation til nationale strategier og fysiske lokale forhold.

150 150 Viden om landet

Regional economic effects of the green transition in the Nordic Region

Publikationen undersøger de regionale økonomiske effekter af den grønne omstilling i Norden og viser, at omstillingen påvirker lande og regioner meget forskelligt afhængigt af deres erhvervsstruktur. Rapporten kombinerer økonomisk modellering og landespecifikke casestudier for at analysere centrale udfordringer: regulering af landbrugets udledninger, skovsektorens rolle som både ressource og CO₂-lager, turismens omstilling i Island samt konsekvenserne af udvidet minedrift og industri for regional beskæftigelse. På tværs af analyserne peger rapporten på, at regioner med høj afhængighed af energi­- og emissionsintensive sektorer står over for større omstillingspres, mens områder med adgang til vedvarende energi­ og råstoffer kan opleve vækst. Samtidig fremhæves behovet for målrettede, regionalt tilpassede politikker for at modvirke jobtab og sikre, at de økonomiske gevinster ved omstillingen fordeles mere ligeligt.

150 150 Viden om landet

Towards a Just Green Transition: 10 Key messages for Nordic policymakers

Publikationen sammenfatter ti centrale indsigter om, hvordan den grønne omstilling kan gennemføres på en socialt retfærdig måde i Norden. Med afsæt i surveydata, økonomisk modellering og fokusgrupper viser briefet, at bekymring for klimaforandringer er langt mere udbredt end frygt for selve omstillingen, og at et flertal af nordiske borgere forventer økonomiske og sociale gevinster – bl.a. bedre sundhed, mere bæredygtige livsstile og nye jobmuligheder. Samtidig understreger publikationen, at politisk modstand typisk opstår dér, hvor borgere forventer negative konsekvenser for husholdningsøkonomi, lokal beskæftigelse eller mobilitet. Derfor er politisk gennemførlighed snarere end teknisk mulighed den største barriere.
Analysen fremhæver, at støtte til klimaindsatser afhænger af oplevet retfærdighed, tydelig kommunikation og inddragelse af dem, der påvirkes mest, f.eks. unge, landdistrikter og ansatte i CO₂-tunge sektorer. For at undgå geografisk skævvridning anbefales stedbaserede politikker, målrettet økonomisk støtte til sårbare grupper og investeringer i grønne job med høj kvalitet og adgang til omskoling. Briefet afslutter med at præsentere den nordiske “Just Green Transition Toolbox”, som giver konkrete redskaber til at udvikle inkluderende og legitime klimapolitikker og dermed sikre bred folkelig opbakning til omstillingen.

150 150 Viden om landet

Samskabte Landskaber: En guide til at skabe bedre processer, helhedsorienterede planer og lokalt engagement i klima-, miljø- og landskabsprojekter

Samskabte Landskaber er en guide udviklet til projektledere, der arbejder med klima-, miljø- og landskabsprojekter i en tid præget af arealknaphed og stigende krav til multifunktionelle løsninger. Guiden argumenterer for, at sammenhængende og holdbare projekter kræver inddragelse af mange forskellige perspektiver og vidensformer. Den viser, hvordan fortællinger kan bruges til at udforske lokale forståelser, konflikter og potentialer i landskabet og dermed skabe engagement og fælles visioner. Samskabelse forstås som en proces, hvor borgere, myndigheder og andre aktører sammen former projektforløb og løsninger. Guiden præsenterer en seksfaset model, der spænder fra forberedelse og social forundersøgelse til borgermøder, idéudvikling, implementering og evaluering. Undervejs gives konkrete værktøjer til strategisk kommunikation og tværfagligt samarbejde. Formålet er at støtte projektledere i at arbejde helhedsorienteret og navigere i monofunktionelle rammer gennem samarbejde på tværs. Endelig indeholder guiden erfaringer fra tre multifunktionelle landskabsprojekter, som illustrerer både muligheder og faldgruber i praksis.

150 150 Viden om landet
Søg her