Der er stor forskel på de økonomiske vilkår i kommunerne, blandt andet på grund af forskelle i udgiftsbehov og skattegrundlag. Tilskuds- og udligningssystemet søger at udjævne kommunale forskelle, så kommunerne har mulighed for at finansiere nogenlunde samme serviceniveau ved nogenlunde samme skatteprocent. Staten finansierer en væsentlig del af systemet via tilskud, men der sker også en direkte omfordeling af indtægter kommunerne imellem via udligningssystemet.
Denne analyse, som giver en status på tilskud og udligning i kommunerne efter udligningsreformen, der trådte i kraft i 2021, er udarbejdet af Danmarks Statistik i samarbejde med VIVE. Den ser nærmere på, hvor store indtægter kommunerne har fra tilskud og udligning i forhold til kommunernes øvrige indtægter, hvordan statens bidrag udvikler sig fra 2020 til 2021, og hvordan fordelingen ser ud mellem kommunerne i 2021.
